Spørgsmål
Jeg har et spørgsmål vedr. en gyllebeholder, der omrøres hver ca. 14 dag, så gyllen kan fordeles i andre gyllebeholdere. Omrøringen er nødvendig fordi, der anvendes sand i staldene og sandet sedimenterer i gyllebeholderen. For at få sandet med i de andre gyllebeholdere, skal den omrøres. Der etableres flydelag imellem omrøringerne.
Er det acceptabelt, jf. krav om flydelag i lovgivningen, eller skal der etableres fast overdækning på gyllebeholderen?
Svar
Kommunen kan vurdere, hvorvidt den anvendte praksis er lovlig afhængig af typen/formålet af beholderen. Enten kan kommunen vurdere, at beholderen må betragtes som et opsamlingsanlæg eller, at der er tale om en beholder til opbevaring af flydende husdyrgødning.
Forskellen på en opsamlingsbeholder og en opbevaringsbeholder til gylle afhænger bl.a. af, hvor længe gyllen opbevares i beholderen. En opsamlingsbeholder er en beholder, hvor husdyrgødning midlertidigt opsamles, og som er en del af husdyrbrugets staldsystem eller ligger i tilknytning til gødningsrenderne, jf husdyrgødningsbekendtgørelsens § 3, stk. 1 nr. 21.
Den nuværende skelnen mellem opsamlingsbeholder og opbevaringsbeholder blev indført i husdyrgødningsbekendtgørelsen i 2019. Det fremgår af høringsnotatet fra den gang, at kommunerne må foretage en konkret vurdering i det enkelte tilfælde afhængig af, hvordan beholderen er indrettet, og om der er tale om midlertidig opbevaring.
Der er krav om fast overdækning på opsamlingsbeholdere, jf. husdyrgødningsbekendtgørelsens § 8, stk. 9.
Vurderer kommunen, at der er tale om et opbevaringsanlæg til flydende husdyrgødning skal reglerne i husdyrgødningsbekendtgørelsens kapitel 8 om indretning og drift af beholdere for flydende husdyrgødning følges. Det betyder bl.a., at hvis beholderen ikke har fast overdækning, skal den have tæt overdækning i form af et velfungerende flydelag.
Omrøres gyllebeholderen hver 14. dag kan der være risiko for, at flydelaget ikke er tæt. Konstaterer kommunen ved 2 tilsyn indenfor 3 år, at flydelaget er mangelfuldt, skal kommunen påbyde landmanden at etablere fast overdækning, jf. husdyrgødningsbekendtgørelsens § 21, stk. 11.
Se endvidere dette tidligere helpdesksvar: Kan man slippe for flydelag, når man rører op og pumper over fra sin gyllebeholder hver 7. dag? - Husdyrvejledningen
Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø giver dette svar med det forbehold, at svaret er vejledende og af generel karakter, idet styrelsen ikke kan medvirke til kommunens konkrete sagsbehandling. Ved behandling af en konkret, fuldt oplyst sag, kan der være forhold der taler for, at kommunen behandler sagen anderledes.
Med venlig hilsen,
Husdyrhelpdesken