Spørgsmål
Kan husdyrbruglovens §§ 46 og 47 anvendes i en afgørelse til at vurdere, at forholdet er af underordnet betydning, eller skal der stilles krav om en ny ansøgning i følgende situationer:
- paddocks uden græsdække
- vinterfolde uden eller med lidt græsdække
- løbe- og luftefolde til heste og kvæg uden græsdække, som er i direkte tilknytning til stalden
- større hønsegårde uden eller med lidt græsdække
Svar
Efter husdyrbruglovens §§ 46 og 47 kan kommunen i forbindelse med håndhævelse af ulovlige forhold undlade at kræve lovliggørelse, hvis forholdet vurderes at være af underordnet betydning.
Husdyrbruglovens §§ 46 og 47 anvendes i forbindelse med tilsyn, hvor ulovlige forhold opdages. Det vil altså kun være i tilsynsøjemed, at kommunen kan vurdere, at noget har underordnet betydning. I forbindelse med en tilladelse kan reglerne ikke anvendes til at tillade noget ulovligt.
Noget af det, som kan medføre kommunen vurderer, at et forhold har underordnet betydning i de konkrete tilfælde kan være, om gødning opsamles løbende, om dyrenes adgang til arealet er begrænset, og om dyretrykket er lavt..
Det er kommunens konkrete vurdering, om et forhold indebærer krav om godkendelse eller tilladelse, om udvidelsen eller ændringen kan foretages efter anmeldelse, eller om der er tale om en såkaldt bagatelagtig udvidelse eller ændring, som kan gennemføres uden godkendelse, tilladelse eller anmeldelse.
Du kan læse mere om hvad der bl.a. kan lægges vægt på i disse svar https://husdyrvejledning.dk/helpdesk/soeg-i-helpdesksvar/2019/maj/ridebane-planlov-eller-husdyrbruglov og
https://husdyrvejledning.dk/helpdesk/soeg-i-helpdesksvar/2022/december/produktionsareal-ved-opdraet-af-fasankyllinger , https://husdyrvejledning.dk/helpdesk/soeg-i-helpdesksvar/2022/november/lovliggoerelse-af-fuglebade-til-aender og
Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø giver dette svar med det forbehold, at svaret er vejledende og af generel karakter, idet styrelsen ikke kan medvirke til kommunens konkrete sagsbehandling. Ved behandling af en konkret, fuldt oplyst sag, kan der være forhold der taler for, at kommunen behandler sagen anderledes.
Med venlig hilsen,
Husdyrhelpdesken