Ikke-realiserede ændringer skal ikke indtastes i nudrift

Spørgsmål

Der søges om et tillæg til en § 16a-miljøgodkendelse. Godkendelsen er taget i brug, men ikke alle ændringer er endnu realiseret. Den ændring, der endnu ikke er gennemført, vedrører en eksisterende stald, som ændres fra fast gulv til dybstrøelse. Udnyttelsesfristen er ikke udløbet, hvilket betyder, at ansøger stadig kan realisere de godkendte ændringer.

Spørgsmålet er, om dybstrøelsesarealet skal indtastes i nudriften i husdyrgodkendelse.dk i forbindelse med ansøgning om tillæg. Ansøger har stadig ret til at realisere ændringen inden for 6 år, og det er ikke sikkert, at tillægget bliver taget i brug.

Principielt kan samme problemstilling gælde for større stalde, der er godkendt, men endnu ikke realiseret. Skal disse stalde fremgå af nudriften, hvis 6-års-fristen endnu ikke er udløbet?


Svar

Nej, en ikke-realiseret ændring skal ikke indgå i nudriften.

Nudriften er den hidtil lovlige drift i henhold til bindende krav i meddelte godkendelser, tilladelser og anmeldelser, der er udnyttet, og som ikke efterfølgende er bortfaldet som følge af kontinuitetsbrud. Dette følger af husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens § 31, stk. 3.

Da ændringen i det beskrevne tilfælde ikke er realiseret, kan det ikke indgå i nudrift, da det netop er en betingelse at det godkendte er udnyttet.

Se også husdyrvejledningens afsnit om Nærmere om fastlæggelse af nudriften 13. Generelle principper for godkendelse og tilladelser v24 - Husdyrvejledningen

Nudrift i ansøgning om husdyrtilladelse/-godkendelse - Husdyrvejledningen


Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø giver dette svar med det forbehold, at svaret er vejledende og af generel karakter, idet styrelsen ikke kan medvirke til kommunens konkrete sagsbehandling. Ved behandling af en konkret, fuldt oplyst sag, kan der være forhold der taler for, at kommunen behandler sagen anderledes.

Med venlig hilsen,

Husdyrhelpdesken