Husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens, kapitel 4

§§ 7 og 8

Versionshistorik

09-04-2024, version 4

Dette er den nyeste version af artiklen

Indholdsfortegnelse

Generelt om kapitel 4

Husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens kapitel 4 indeholder forskellige undtagelser m.v. fra husdyrbruglovens hovedregler om godkendelsespligt og tilladelseskrav,

Til sammenligning kan nævnes, at anmeldeordningerne i bekendtgørelsens afsnit IV (kapitel 6-12) også er en form for undtagelser til lovens ordning, idet en række udvidelser og ændringer af husdyrbrug, som ellers ville udløse krav om godkendelse eller tilladelse i stedet – på nærmere oplistede betingelser – kan gennemføres på baggrund af kommunens afgørelse om en anmeldelse.

Det, der skal godkendes eller tillades efter husdyrbruglovens §§ 16 a eller 16 b, er etablering, udvidelse eller ændring af husdyrbrug. For at der er tale om et husdyrbrug, skal der være et samlet produktionsareal på ejendommen på mere end 100 m2. Det følger af definitionen af husdyrbrug i husdyrbruglovens § 3, stk. 1, nr. 1, at der heri indgår alle de anlæg og øvrige driftsbygninger, der er på samme ejendom, dvs. stalde, læskure, hytter, gyllebeholdere, møddingpladser, plansiloer halmlader, kornsiloer m.v.  

Lovens udgangspunkt er således, at ejendomme med mere end 100 m² produktionsareal er husdyrbrug, og at etablering af husdyrbrug kræver godkendelse eller tilladelse. § 7 i husdyrgodkendelsesbekendtgørelsen indeholder en undtagelse herfra, idet tilladelseskravet i visse tilfælde er hævet til 175-300 m2 produktionsareal.

§ 8 indeholder en regel om, at visse udvidelser eller ændringer af husdyrbrug, der består i etablering m.v. af mobile anlæg til dyr (dvs. anlæg uden produktionsareal), f.eks. hytter eller læskure, eller etablering af udegående dyrehold, ikke udløser krav om godkendelse, tilladelse eller anmeldelse.

Visse husdyrbrug kan have et større produktionsareal uden det udløser tilladelseskrav

Husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens § 7

Etablering af husdyrbrug, der ikke er omfattet af godkendelsespligt, kræver tilladelse efter husdyrbruglovens § 16 b, stk. 1. Det betyder, at tilladelseskravet udløses, når der etableres produktionsareal, der bevirker, at produktionsarealet på ejendommen samlet set overstiger 100 m2.

§ 7 i husdyrgodkendelsesbekendtgørelsen fraviger i visse tilfælde dette udgangspunkt, idet tilladelseskravet efter lovens § 16 b, stk. 1, først udløses, når der på en ejendom etableres mere end 175-300 m2 produktionsareal. De højere grænser, der er fastsat ud fra de pågældende dyrearter og -typers ammoniakemission, er:

­> 300 m2 produktionsareal, hvis der på husdyrbrugets produktionsarealer kun er vinteropstaldning af ammekøer med tilhørende opdræt (kvier, stude, kalve (under 6 mdr.), slagtekalve (over 6 mdr.), tyre) på dybstrøelse, heste, geder eller får.

> 200 mproduktionsareal, hvis der på husdyrbrugets produktionsarealer alene er heste

> 175 mproduktionsareal, hvis der på husdyrbrugets produktionsarealer alene er ammekøer med tilhørende opdræt (kvier, stude, kalve (under 6 mdr.), slagtekalve (over 6 mdr.), tyre) på dybstrøelse, heste, geder eller får.

I alle andre tilfælde udløses tilladelseskravet, når der på en ejendom bliver mere end 100 m2 produktionsareal. Hvis der f.eks. på en ejendom ønskes etableret i alt 101 m2 produktionsareal, hvor det hele eller en del skal anvendes til svin, vil det kræve tilladelse efter lovens § 16 b, stk. 1.

Kravet om tilladelse til etablering af husdyrbrug knytter sig til produktionsarealet. At der på en ejendom i øvrigt holdes dyr, som ikke har et produktionsareal, (f.eks. kvæg, der er udegående hele åre), har ikke betydning. Det er alene produktionsarealet, der er afgørende. Hvad der forstås ved produktionsareal er nærmere beskrevet under vejledningen til kapitel 1.

Husdyrgodkendelsesbekendtgørelsen regulerer kun husdyrbrug, der er omfattet af godkendelsespligt eller tilladelseskrav. Ejendomme med dyrehold, som ikke er omfattet af tilladelseskrav m.v., fordi produktionsarealet er mindre end 100-300 m2, reguleres ikke af husdyrgodkendelsesbekendtgørelsen. Sådanne ejendomme reguleres derimod bl.a. af husdyrgødningsbekendtgørelsen og planlovens landzoneregler m.v.

Der henvises i øvrigt generelt til vejledningen om emnet Godkendelsespligt og tilladelseskrav m.v.

Kommunens afgørelse

Afgørelser om ikke-godkendelsespligt træffes med den samme hjemmel, som evt. godkendelse eller tilladelse ville være truffet efter, hvis det pågældende var vurderet til at være godkendelsespligtigt. Det vil sige, at hjemlen til at træffe afgørelse i disse tilfælde, ofte vil være husdyrbruglovens §16 b modsætningsvist (altså, at der ikke er godkendelsespligt). Evt. i sammenhæng med husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens § 7, hvis der er tale om tilfælde, hvor godkendelsespligten først indtræffer ved højere antal m² produktionsareal (ammekøer, heste m.v.).

Det Miljøstyrelsens vurdering, at kommunen ikke behøver at træffe afgørelse om, hvorvidt der er godkendelsespligt i forhold til grænserne i § 7, hvis det er åbenlyst, at produktionsarealet befinder sig under eller over grænserne i § 7. I disse tilfælde kan kommunen i stedet vejlede herom, og lægge et notat på sagen.

Vinteropstaldning

§ 7, nr. 3

Den hævede grænse til 300 m2 forudsætter, at der på husdyrbruget kun er produktionsareal til

Ammekøer med tilhørende opdræt (kvier, stude, kalve (under 6 mdr.), slagtekalve (over 6 mdr.), tyre) på dybstrøelse, heste, geder eller får, der alene vinteropstaldes. Som bestemmelsen er formuleret er det for at fremhæve, at malkekøer ikke er omfattet. Udover ammekøerne med tilhørende opdræt  gælder bestemmelsen også for heste, geder og får. Emissionsmæssigt betragtes disse altid som værende på dybstrøelse. Det er uden betydning, om der kun er én af disse dyrearter eller -typer, f.eks. kun slagtekalve, eller om der er flere, f.eks. både heste og geder.

Der må kun være produktionsareal til vinteropstaldning på husdyrbruget. Det betyder, at der kun må være dyr opstaldet i perioden fra den 1. oktober til den 15. maj. Der kan således etableres 300 m2 vinterstald til heste uden krav om tilladelse, forudsat der ikke er andre produktionsarealer på husdyrbruget. Derimod er det ikke muligt efter bestemmelsen at have 50 eller 100 m2 helårsstalde til heste og 200 m2 vinterstalde til heste, uden at tilladelseskravet udløses. 

Vinterstalden skal indrettes og drives som dybstrøelsesstald. I praksis er dybstrøelse formentlig også det almindeligste staldsystem til mindre besætninger med ammekvæg, heste, geder eller får. Ved andre staldsystemer, f.eks. ammekøer i sengestalde med spalter, vil tilladelseskravet i overensstemmelse med hovedreglen indtræde ved etablering af mere end 100 m2 produktionsareal.

Hesteejendomme

§ 7, nr. 2

Det højere tilladte produktionsareal på 200 m2 uden krav om tilladelse forudsætter, at der på husdyrbruget kun er produktionsareal til heste. Bestemmelsen gælder for alle typer heste uanset alder, køn, antal, vægt, race, anvendelse m.v.

Der kan således etableres 200 m2 hestestalde uden krav om tilladelse, forudsat der ikke er andre produktionsarealer på husdyrbruget. Hvis der f.eks. også er geder på ejendommen, udløses tilladelseskravet ved mere end i alt 175 m2 produktionsareal, jf. § 7, nr. 1. Hvis der på en ejendom er 125 m2 produktionsareal i form af hestestalde, er der således ikke noget tilladelseskrav. Ønskes der et stiareal til slagtesvin på en sådan ejendom, udløses kravet om tilladelse, uanset hvor få m² stiareal, der er tale om, fordi tilladelsesgrænsen for svin er 100 m² og der i forvejen er et produktionsareal på 125 m².

Ammekøer med tilhørende opdræt på dybstrøelse heste, geder eller får

§ 7, nr. 1

Den højere grænse på 175 m2 forudsætter, at der på husdyrbruget kun er produktionsareal til ammekøer med tilhørende opdræt (kvier, stude, kalve (under 6 mdr.), slagtekalve (over 6 mdr.), tyre) på dybstrøelse, samt til heste, geder eller får. Som bestemmelsen er formuleret er det for at fremhæve, at malkekøer ikke er omfattet. Det er produktionen med ammekøer, der er undtaget, og undtagelsen kan ikke bruges, hvis husdyrbruget kun producerer opdræt fra ammekøer. Udover ammekøerne med tilhørende opdræt gælder bestemmelsen også for heste, geder og får. Emissionsmæssigt betragtes disse altid som værende på dybstrøelse. Det er uden betydning om der kun er én af disse dyrearter eller om der er flere, f.eks. både heste og geder.

Læskure, udegående dyrehold m.v.

Husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens § 8

På husdyrbrug kan der etableres, ændres eller udvides op til og med 100 m2 ikke fast placerede husdyranlæg, uden at det udløser krav om godkendelse, tilladelse eller anmeldelse. Dette følger af § 8, stk. 1.

Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med husdyrbruglovens regler om, at udvidelser og ændringer af husdyrbrug, der kan medføre forøget forurening eller andre virkninger på miljøet, skal godkendes eller tillades. Etablering af mobile stalde og ikke fast placerede læskure eller hytter m.v. vil være ændringer af husdyrbruget, men § 8, stk. 1, bestemmer altså, at sådanne ændringer kan foretages uden videre, hvis disse anlæg samlet ikke overstiger 100 m2 i grundplan. Anlæggene skal indrettes, drives og placeres i overensstemmelse med reglerne i husdyrgødningsbekendtgørelsen, herunder dennes §§ 8 og 9 om placering i forhold til natur og om indretning på en måde, så forurening af overflade- og grundvand undgås. Desuden skal anlæggene overholde kravene til placering m.v. i husdyrbruglovens §§ 6-8.

Hvis grænsen på 100 moverskrides, vil der være tale om en udvidelse eller ændringen af husdyrbruget, der som udgangspunkt forudsætter godkendelse eller tilladelse.

Efter § 8, stk. 2, kan etablering, udvidelse eller ændring af afgræsningsdyrehold, der går ude hele året uden brug af husdyranlæg, ske uden godkendelse eller tilladelse. Bestemmelsen fastslår, hvad der gælder for husdyrbrug, der er godkendt eller tilladt, uanset om godkendelsen er givet efter husdyrbruglovens §§ 16 a eller 16 b eller andre godkendte husdyrbrug, der f.eks. har en godkendelse eller tilladelse efter de nu ophævede regler i husdyrbruglovens §§ 10-12. Stk. 1 og 2 finder anvendelse uanset om husdyrbruget har en godkendelse eller tilladelse med vilkår om dyreholdets størrelse, jf. § 8 stk. 3. Disse husdyrbrug kan således etablere dyrehold til afgrænsning uden at det udløser krav om godkendelse eller tilladelse. Det er en betingelse, at afgræsningsdyreholdet er udegående hele året, og at der ikke skal etableres læskure m.v. (udover, hvad der er muligt efter § 8, stk. 1).