Husdyrgodkendelsesbekendtgørelsen kapitel 8, § 17

Anmeldeordning for skift i miljøteknologi og bortfald af vilkår om spalteskrabere i kvægstalde

Versionshistorik

08-04-2024, version 

Dette er den nyeste version af artiklen

Indholdsfortegnelse

Kort om anmeldeordningerne

Det er muligt efter anmeldelse at skifte miljøteknologi i eksisterende stalde, eller at fjerne vilkår om at anvende spalteskrabere i en eksisterende miljøgodkendelse. Anmeldeordningen om at fjerne vilkår om spalteskrabere giver mulighed for at ophæve vilkår herom i eksisterende tilladelser og godkendelser.

Anmeldeordningen vedr. skift i teknologi gør det muligt at udskifte en valgt teknologi i tilladelser eller miljøgodkendelser ud med en anden, uden der skal foretages øvrige miljømæssige vurderinger eller beregninger.

Hvem kan bruge ordningen?

Anmeldeordningen gælder for husdyrbrug, som har en godkendelse efter miljøbeskyttelseslovens § 33, en tilladelse eller godkendelse efter §§ 10-12 i lov om miljøgodkendelse af husdyrbrug eller en godkendelse eller tilladelse efter §§ 16 a eller 16 b i husdyrbrugloven.

Forholdet imellem det anmeldte og den eksisterende godkendelse/tilladelse

Husdyrbruget bevarer det retsgrundlag, der gælder for husdyrbruget.

Vilkår om den teknologi, der udskiftes via anmeldeordningen bortfalder. Det er en betingelse for anmeldelse af skift af miljøteknologi, at der er tale om en teknologi, der er opført på bilag 4 til bekendtgørelsen. Det vil i bilag 4 fremgå, hvilke krav til indretning og drift, der er knyttet til teknologien. Disse krav skal overholdes umiddelbart, og kommunen skal således ikke i forbindelse med anmeldelsen fastsætte nye vilkår herom i godkendelsen eller tilladelsen.

I forhold til de fastsatte vilkår om spalteskrabere, der bortfalder og dermed fjernes fra husdyrbrugets retsgrundlag, skal kommunen heller ikke fastsætte nye vilkår.

Ordningen om bortfald af vilkår om spalteskrabere (§ 17, stk. 2)

Anmeldeordningen kan bruges af husdyrbrug, der i deres godkendelse eller tilladelse har vilkår om at anvende spalteskraber til reduktion af ammoniakemission, og som f.eks. endnu ikke har udnyttet godkendelsen eller tilladelsen, eller som ønsker at fjerne husdyrgødningen på anden vis, selv om de har etableret en spalteskraber.  Vilkår om skrabere af spaltegulve kan bortfalde efter kommunens afgørelse efter § 21, stk. 4. Der er ikke særlige betingelser, der skal være opfyldt for at bruge anmeldeordningen, og kommunen kan ikke afslå at træffe afgørelse om, at vilkårene bortfalder, hvis de handler om at anvende spalteskrabere i kvægstalde med spaltegulv. Kommunen skal i afgørelsen angive hvilke konkrete vilkår, der bortfalder, jf. § 21, stk. 6. 

Anmeldeordningen vedrører alene skrabere på spaltegulve og kan ikke anvendes hverken til linespilsanlæg (skrabning i gødningskanaler) eller til f.eks. at nedsætte frekvensen af skrabning af fast drænede gulve, da de 12 skrab i døgnet i denne type stald, er en fast del af staldsystemet.

Ordningen om skift i teknologi (§ 17, stk. 3)

Det er en betingelse, at den nye teknologi erstatter en teknologi, der indgår i husdyrbrugets godkendelse eller tilladelse. Den anmeldte teknologi skal have mindst samme samlede effekt, og den skal anvendes i samme staldafsnit og til samme dyretype og i samme staldsystem.

Det er endvidere et krav, at den anmeldte teknologi er optaget på Miljøstyrelsens teknologiliste, og at der er fastsat driftsvilkår for den pågældende teknologi i bilag 4. De vilkår, der knytter sig til teknologien i godkendelsen eller tilladelsen, bortfalder og erstattes af driftsvilkårene i bilag 4.