Påbud og forbud ved gener eller forurening

Versionshistorik

21-09-2022, version 3

Dette er den nyeste version af artiklen

§ 10

Hvis der er gener, forurening eller risiko for forurening fra et ikke-erhvervsmæssigt dyrehold, kan kommunen meddele påbud om at foretage afhjælpende foranstaltninger. De afhjælpende foranstaltninger kan både være rettet mod selve dyreholdet, staldene eller lignende anlæg tilknyttet dyreholdet.Kommunen kan forbyde dyreholdet, herunder kræve anlægget eller indretningen fjernet, hvis

- generne, forureningen eller risikoen for forurening ikke afhjælpes ved hjælp af de påbudte foranstaltninger, eller

- påbuddet om afhjælpende foranstaltninger ikke efterleves.

Kommunale forskrifter

§ 20

Kommunen kan udstede mere detaljerede lokale forskrifter f.eks. inden for bestemte geografiske områder om, hvordan man må holde sine høns, hunde eller andre dyr, der er tilladt efter § 8, stk. 2.

Det kan kommunen gøre i byzone- og sommerhusområder og områder i landzone, der ved lokalplan er udlagt til boligformål eller blandet bolig- og erhvervsformål.

Formålet med forskrifterne er at forebygge forurening eller uhygiejniske forhold. Forurening skal i denne sammenhæng forstås bredt f.eks. også lyd- og lugtforurening.

Forskrifterne kan indeholde forbud mod visse former for dyrehold i bestemte områder, eller restriktioner om dyreholdets størrelse eller art.

En ofte benyttet forskrift for en kommune, et lokalplanlagt område e.l. er et hønseregulativ. Regulativet kan sætte begrænsninger på hønseholdets størrelse, og om der må holdes hane. Der kan også være regulativer, der tillader haner, men foreskriver, at de skal være lukket inde i lydisolerede anlæg på bestemte tider af døgnet. 

Kommunen skal offentliggøre udstedte forskrifter. Offentliggørelsen kan ske udelukkende digitalt, jf. bekendtgørelsens § 20, stk. 3 og miljøbeskyttelseslovens § 18, stk. 2.
Kommunens udstedelse af en forskrift kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.

Selvom bestemmelserne i et forskrift er overholdt, kan kommunen godt, efter miljøbeskyttelseslovens § 42, stk. 1-4, stille krav om yderligere forureningsbegrænsende foranstaltninger end angivet i forskriften.