Spørgsmål
Hvor længe skal de tomme minkfarme blive ved med at bidrage til kumulation til kategori-1 natur?
Har MST ændret regelsættet for dette, eller er det stadig minkfarmens tilladelse, samt en evt. dispensation/forlængelse, der ligger til grund for ophør af minkfarmen og dermed kumulation til kategori-1 natur?
Vil en erklæring fra minkfarmeren om, at der ikke fremadrettet skal være mink på farmen, være gyldig og brugbar dokumentation for ophør af kumulation?
Svar
Miljøgodkendelsen til minkproduktionen bortfalder efter kontinuitetsreglerne. Der er dog den undtagelse, at der ved fastlæggelsen af tidspunktet for et eventuelt kontinuitetsbrud vil skulle ses bort fra perioden fra den 28. oktober 2020 til den 31. december 2023. Det skyldes, at Miljøministeren i flere omgange meddelte dispensation fra kontinuitetsbrudsreglerne, fordi der grundet COVID-19 situationen var midlertidig forbud mod hold af mink i Danmark.
Så længe miljøgodkendelsen til minkproduktionen ikke er bortfaldet, jf. kontinuitetsreglerne, vil minkavleren have ret til at genoptage sin produktion. Minkfarmen skal derfor medregnes i kumulation, hvis minkbruget er placeret, så det er aktuelt i henhold til kumulationsbestemmelserne (f.eks. til kategori 1.)
Selvom minkavleren har søgt erstatning vil han fortsat have ret til at tilbagetrække ansøgningen om erstatning og genoptage sin minkproduktion, hvis miljøgodkendelsen ikke er bortfaldet jf. kontinuitetsbestemmelserne. Er erstatningssagen derimod afsluttet, og der i henhold til den er tinglyst forbud mod minkproduktion i en årrække, eller staten har overtaget produktionsapparatet, som miljøgodkendelsen knyttet sig til, må kommunen vurdere, om det i henhold til betingelserne for erstatningen ikke vil være muligt at genoptage minkproduktionen. Se også dette helpdesksvar: Kan gyllebeholdere på minkfarme fortsat anvendes, når der er søgt erstatning? (mst.dk)
Det kan f.eks. være, hvis der efter udløbet af den årrække, der er tinglyst forbud mod minkproduktion, vil være indtruffet kontinuitetsbrud. I det tilfælde vil det kræve en ny godkendelse at etablere minkproduktion igen, og den nuværende produktionsret vil bortfalde, og skal ikke længere tælle med i forhold til kumulation.
I forhold til spørgsmålet om, hvorvidt kommunen kan træffe afgørelse om ophør af miljøgodkendelsen på baggrund af en anmodning fra minkfarmeren, henvises til dette helpdesksvar: Ophævelse af godkendelse? (mst.dk)
Miljøstyrelsen giver dette svar med det forbehold, at svaret er vejledende og af generel karakter, idet styrelsen ikke kan medvirke til kommunens konkrete sagsbehandling. Ved behandling af en konkret, fuldt oplyst sag, kan der være forhold der taler for, at kommunen behandler sagen anderledes.
Med venlig hilsen,
Husdyrhelpdesken