Husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens kapitel 25

Overgangsbestemmelser mv.

Versionshistorik

08-04-2024, version 1

Dette er den nyeste version af artiklen

Indholdsfortegnelse

 

§ 78

Første instans

Kommunerne (Første instans) skal efter 31. marts 2024 færdigbehandle ansøgninger efter reglerne i bekendtgørelse nr. 300 af 20. marts 2024 om godkendelse og tilladelse m.v. af husdyrbrug.   

Det fremgår lignende af § 2, stk. 1, i lov nr. 176 af 27. februar 2024 om ændring af lov om husdyrbrug og anvendelse af gødning m.v., at loven træder i kraft den 1. april 2024. Det betyder, at enhver ansøgning om godkendelse eller tilladelse indgivet til kommunalbestyrelsen inden den 1. april 2024, som ikke er færdigbehandlet inden den 1. april 2024, skal behandles efter reglerne i loven.

Det har betydning for sager, der før 1. april 2024 ikke var omfattet af lovens § 16 c, om at husdyrbrug, der er forureningsmæssigt og enten driftsmæssigt eller teknisk forbundne, skal tillades eller godkendes samlet. Selvom disse sager var under behandling i kommunerne, da lovændringen trådte i kraft, skal de behandles efter den nye ændrede husdyrbruglov.

Anden instans

Miljø- og Fødevareklagenævnet færdigbehandler verserende klagesager efter reglerne i bekendtgørelse nr. 443 af 26. april 2023, når første instans har truffet afgørelse senest 31. marts 2024.

Lignende fremgår det af § 2, stk. 2, 1. pkt., i lov nr. 176 af 27. februar 2024 om ændring af lov om husdyrbrug og anvendelse af gødning m.v., at klagesager over afgørelser, der er truffet før den 1. april 2024, behandles efter de hidtil gældende regler.

Det vil altså sige, at Miljø- og Fødevareklagenævnet vil skulle behandle sager, hvor kommunen har truffet afgørelse inden den 1. april 2024, og som påklages efter den 1. april 2024, efter de hidtil gældende regler. Det samme gælder i sager, som bliver påklaget inden den 1. april 2024, som ikke er behandlet færdigt ved nævnet den 1 april 2024. Der vil sagen altså skulle behandles efter den gamle § 16 c.

Klagesager, som Miljø- og Fødevareklagenævnet hjemviser til fornyet behandling i første instans, behandles efter reglerne i bekendtgørelse nr. 443 af 26. april 2023, når der i første instans er truffet afgørelse senest den 31. marts 2024.

Af § 2, stk. 1, 2. pkt., i lov nr. 176 af 27. februar 2024 om ændring af lov om husdyrbrug og anvendelse af gødning m.v., fremgår det, at hvis afgørelsen i klagesagen hjemvises til ny behandling i kommunen (første instans), skal den hjemviste sag behandles efter de hidtil gældende regler.

Det betyder, at kommunen vil skulle behandle sager, hvor de har truffet afgørelse før den 1. april 2024, men som Miljø- og Fødevareklagenævnet har hjemvist til fornyet behandling, efter de hidtil gældende regler.

 

Bekendtgørelse nr. 1380 af 30. november 2017

Undtagelsen til dette er ansøgninger til etablering, udvidelse eller ændring af husdyrbrug med kvægstalde, som søger efter husdyrbruglovens §§ 16 a og 16 b, når ansøgningen sendt til kommunen inden 1. august 2018. Da færdigbehandles ansøgningen i første instans ved anvendelse af de emissionsfaktorer og BAT-krav, der er fastsat for kvægstalde i bilag 3, tabel 1, 4 og 5, i bekendtgørelse nr. 1380 af 30. november 2017. Dette følger af husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens § 78, stk. 2.

Miljø- og Fødevareklagenævnets anvender også de emissionsfaktorer og BAT-krav, der er fastsat for kvægstalde i bilag 3, tabel 1, 4 og 5, i bekendtgørelse nr. 1380 af 30. november 2017, når de behandler klager over afgørelser om godkendelse og tilladelse efter §§ 16 a og 16 b til etablering, udvidelse eller ændring af husdyrbrug med kvægstalde, hvor ansøgningen er indgivet til kommunalbestyrelsen inden den 1. august 2018. Se også dette helpdesksvar.

Bekendtgørelse nr. 211 af 28. februar 2017

Miljø- og Fødevareklagenævnet behandler verserende klagesager om revurdering efter reglerne i bekendtgørelse nr. 211 af 28. februar 2017 eller tidligere bekendtgørelser om tilladelse og godkendelse m.v. af husdyrbrug, når kommunen har truffet afgørelse senest den 31. juli 2017.

Ligeledes færdigbehandles også verserende klagesager efter §§ 25-37 i bekendtgørelse nr. 211 af 28. februar 2017 om tilladelse og godkendelse m.v. af husdyrbrug efter samme bekendtgørelse.

IE-husdyrbrug

IE-husdyrbrug skal overholde de bindende krav i husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens §§ 49-51, § 53, § 55 og § 57, fra det tidspunkt, hvor IE-husdyrbruget overskrider stipladsgrænserne i husdyrbruglovens § 16 a, stk. 2.

Hvis en godkendelse ikke er fuldt udnyttet, skal det bindende krav for IE-husdyrbrug, der er fastsat i husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens § 54, opfyldes i takt med, at en godkendelse efter husdyrbruglovens § 16 a, stk. 2, udnyttes. For allerede eksisterende belysningssystemer eller belysningsanlæg indtræder kravet ved ændring eller udskiftning af disse.

Kommunens pligt efter husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens § 52 indtræder, hvis der indtræffer hændelser eller uheld, der mærkbart berører miljøet på et IE-husdyrbrug, som overskrider stipladsgrænsen i husdyrbruglovens § 16 a, stk. 2.

Hvis der er fastsat vilkår, der fastsætter det samme indhold til IE-husdyrbrug som i husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens §§ 44-45, 49-55 og 57, træder disse bestemmelser i stedet for vilkårene i IE-husdyrbrugets godkendelse.

Hyppig udslusning

Kravene i husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens § 35 finder ikke anvendelse på staldafsnit til svin på husdyrbrug etableret før den 1. maj 2023 eller på ansøgninger om etablering, ændring eller udvidelse efter husdyrbruglovens §§ 16 a eller 16 b indgivet til kommunen før den 1. maj 2023.

Det betyder, at § 36 for slagtesvin gælder fra bekendtgørelsen trådte i kraft den 1. maj 2023 og omfatter alle typer staldafsnit til slagtesvin på husdyrbrug. 

Med hensyn til staldafsnit til øvrige svinetyper end slagtesvin gælder kravet om hyppig udslusning, når staldafsnit etableres, ændres eller udvides, og ansøgningen om tilladelse efter § 16 b eller godkendelse efter § 16 a er indsendt fra 1. maj 2023.  Det kan f.eks. være renovering i form af ændring i gulvprofil, tilbygning til staldafsnit eller opførelse af helt nyt staldafsnit. Se hertil dette helpdesksvar.