Spørgsmål
Hvordan skal anlæg til midlertidig opbevaring af gylle anmeldes? Hidtil har vi accepteret at forbeholdere på under 100 m3 kan anmeldes gennem § 42 i husdyrgødningsbekendtgørelsen. Beholdere herover skal anmeldes efter § 12 i Bekendtgørelse om godkendelse og tilladelse m.v. af husdyrbrug.
Over sommeren har vi fået flere anmeldelser på disse tanke, også på tanke der er større, et konkret tilfælde 200 m3. Konsulenten har anmeldt igennem § 42 med begrundelsen i at det er en beholder til midlertidigt oplag og skal håndteres efter § 9 (med udgangspunkt i dette helpdesksvar).
Mit spørgsmål: Hvor store anlæg må vi acceptere gennem § 42? Kan man ikke fristes til at tro, at har man en tank der er af en vis størrelse (200 m3 eller måske 1000 m3 som biogasanlægget har oplyst kan være tilfældet), så kan landmanden, i situationer hvor der er kapacitets problemer, anvende tanken som oplag af mere permanent karakter?
Efter lidt research er jeg nået frem til at:
- Det er kun biogasanlægget der har adgang til tanken (ikke landmand eller kommune, vi kan derfor ikke se om der står gylle i eller ej)
- Tankene har overløb så den er fuld når den er fuld.
- Biogasanlægget henter hele læs på ca. 39 m3, dvs der vil stå alt mellem 0 og 38 m3 tilbage i tanken.
- De henter som regel gyllen indenfor 15-60 minutter (dvs. en temmelig koncentreret periode med mange transporter, hvad med øgede gener i en § 42 uden klageadgang?)
Ud fra ovenstående oplysninger, hvordan skal jeg som tilsynsmyndighed kunne kontrollere at det også er midlertidigt? og hvad med de gener transporterne giver for naboerne (hvis § 42 anvendes?)
Svar
Af spørgsmålet forstås, at anlægget ønskes opført på et husdyrbrug. Hvis den ønskede etablering, ændring eller udvidelse er omfattet af krav om godkendelse eller tilladelse efter husdyrbruglovens §§ 16 a eller 16 b, kan der ikke ske anmeldelse efter husdyrgødningsbekendtgørelsens regler. Sagen kan i stedet indgives efter reglerne i husdyrgodkendelsesbekendtgørelsen. Tilsvarende gælder, hvis der kan foretages anmeldelse efter en af husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens anmeldeordninger. Er det tilfældet, kan det ønskede ikke anmeldes efter husdyrgødningsbekendtgørelsens regler.
Hvis anlægget kan anmeldes efter husdyrgødningsbekendtgørelsens regler, så skal kommunen påse, at det anmeldte ikke er i strid med krav i husdyrgødningsbekendtgørelsen. Hvis det anmeldte umiddelbart strider mod bestemmelser i husdyrgødningsbekendtgørelsen, må kommunen gøre indsigelse og nærmere afklare, om der kan gives dispensation til det anmeldte. Der er i øvrigt i husdyrgødningsbekendtgørelsens § 42 ikke fastsat noget omkring, hvor store gødningsopbevaringsanlæg, der kan være tale om.
Anmeldelse efter husdyrgødningsbekendtgørelsens § 42 har bl.a. selvstændig betydning for ejendomme, hvor der ikke er et produktionsareal, hvor ejendommens produktionsareal ikke overstiger tilladelsesgrænserne i husdyrbruglovens § 16 b og husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens § 7 samt tilfælde i øvrigt, hvor der ikke er krav om godkendelse, tilladelse eller anmeldelse efter husdyrgodkendelsesbekendtgørelsen. Læs mere i vejledningen omkring anmeldereglerne i husdyrgødningsbekendtgørelsen.
Såfremt det er husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens anmeldeordning til gødningsopbevaringsanlæg, jf. bekendtgørelsens § 12, der finder anvendelse, skal kommunen afklare, hvorvidt der er tale om et opsamlingsanlæg eller opbevaringsanlæg, da det kun er opbevaringsanlæg, som er omfattet af anmeldeordningen. Det afgørende er derfor ikke hvor stor beholderen er, men at der er tale om et gødningsopbevaringsanlæg. Det vil bero på en konkret vurdering, hvorvidt en beholder skal betragtes som et opsamlingsanlæg eller et gødningsopbevaringsanlæg. De væsentligste forhold i den vurdering vil være, i hvilken grad beholderen kan betragtes som en del af staldsystemet, og hvorvidt der er tale om midlertidig opbevaring. I tvivlstilfælde kan der i forbindelse med tilsyn tages udgangspunkt i, om anlægget er indrettet i overensstemmelse med kravene til opsamlingsanlæg eller opbevaringsanlæg. Se hertil dette helpdesksvar.
Miljøstyrelsen giver dette svar med det forbehold, at svaret er vejledende og af generel karakter, idet styrelsen ikke kan medvirke til kommunens konkrete sagsbehandling. Ved behandling af en konkret, fuldt oplyst sag, kan der være forhold der taler for, at kommunen behandler sagen anderledes.
Med venlig hilsen,
Husdyrhelpdesken